Om badet

Kragelund Svømmebad har i 40 år været landsbyens populære mødested om sommeren.

Friluftsbadet i de dejlige grønne omgivelser har trukket unge og ældre til, og i tusindvis af gæster både fra Kragelund og andre steder har gennem årene haft glæde af badet. Flere generationer af børn har hygget sig her og er blevet fortrolige med at svømme, og nye og gamle familier er mødtes og kommet hinanden ved i de fire sommermåneder, hvor badet er åbent.

Ikke mindst børnefamilier har glæde af Kragelund Svømmebad, men også for mange ældre er svømmbadet uundværligt – for en stor trofast skare starter dagen altid med en frisk svømmetur og en hyggelig snak i badet.

Det store frivillige engagement har altid været drivkraften for Kragelund Svømmebad. lige fra badet blev bygget i 1972 frem til i dag. Svømmebadet drives udelukkende ved hjælp af frivillig arbejdskraft – hvad enten det gælder kioskpassere, rengøring, vedligeholdelse og alle andre funktioner, som skal være i orden.

Store omkostninger til vand og varme samt vedligeholdelse af vandbehandlingsanlæg, bassin og bygninger betyder en stram økonomi for Kragelund Svømmebad. Især efter at Silkeborg Kommunes årlige driftstilskud er bortfaldet fra sæsonen 2010.

Men der har været flere kriser i årenes løb. Og badet er her endnu – i fin form og klar til endnu en sommer med glade børn og voksne.

Velkommen!

Fakta

  • Kragelund Svømmebad åbnede i 1972 og blev officielt indviet året efter.
  • Svømmebadet består af et 25 meter bassin med en dybde på 95-135 cm og et babybassin med en dybde  på 20-30 cm, og således med sin beskedne dybde et trygt sted også for mindre børn.
  • I åbningstiden er badet bemandet med kioskpassere, og du bader på eget ansvat
  • Badet opvarmes med gas og solenergi, og vandet holder minimum en temperatur på 25 grader.